 |
|
|
 |
|
INDIANER STAMMER
En nordamerikansk indianerstamme.
I 1826 udkom James Fennimore Cooper's 'Den sidste Mohikaner'. Det er hans berømteste bog, og vi har alle i vor ungdom elsket denne spændende bog og tillige taget del i forfatterens vemod i skildringen af den uddøende mohikanske indianerstamme. Og nu, ca. 100 år efter bogens fremkomst, kan man snart for alvor tale om den sidste indianer. De hvide har efterhånden trængt indianerne bort fra deres store jagtdistrikter. Blot nogle få og små områder hist og her i de Forenede Stater er blevet de sidste tilbageblevne forbeholdt som et slags fristed. Her lever de deres sidste tid som et slags levende etnografisk museum, der tiltrækker sig nysgerrige blikke, mens forskerne søger at redde så meget som muligt om deres mærkelige kultur, førend den går i graven.
Gennem talrige skildringer af de forskellige indianerstammers liv og relegion har disse fået deres monument, som eftertiden med ærbødighed vil betragte, men mange steder er forskerne kommet for sent. Den nordamerikanske indianske kultur uddør langsomt og sikkert, og om en menneskealder vil den sikkert heltud tilhøre historien.
Årsagerne til den uddøende indianerkultur
Årsagerne til dette fuldstændige sammenbrud af en århundredgammel kultur er mangeartede. Andre steder i verden har berøringerne med de hvide sjældent virket opløsende i den grad som her. Forskellige neger- og Bantu-stater i afrikansk Sudan har tværtimod øst til deres fordel af europæisk kultur, og frugtbare vekselvirkningsforhold kan spores både i Indien og i Østen, selv om europæerne de to sidste steder altid vil få opkomlingens præg. Men den kultur, de hvide mødte hos de nordamerikanske indianere, var af en hel anden karakter. Den primitive jæger er materielt som åndeligt uløseligt forbundet med sine jagt- og fangstdyr, de er grundvolden og den nødvendige betingelse for hele hans eksistens. Det kraftige tempo, i hvilket alt foregår i den nye verden, har hurtigt udtyndet de store hjorder af fangstdyr. De store sletter lægges ind under ploven, indspændes i jernbanenet og oversås med byer, der hurtigt vokser sig store. Moderne skydevåben og de store muligheder for en hurtig afsætning af jagtudbyttet gennem den moderne trafik har efterhånden taget grundvolden bort under det primitive jægersamfund. Fra de store midtamerikanske sletter er indianerne og deres fangstdyr tyet ind i ly af den østlige rand af Rocky Mountains. Således har de hvides materielle kultur haft en ligefrem opløsende indflydelse på indianerkulturen. Hertil kommer så, at europæiske smitsomme sygdomme efterhånden har formindsket indianernes antal i betydelig grad. Berøringen med de hvide har kun betydet ulykke for dem. De er ude af stand til at lægge deres urgamle jægerkultur om. Hist og her ser man vel agerbrugsdyrkende indianere, men det betyder blot, at vi om to-tre generationer ikke mere har at gøre med indianere, men med europæiske blandingsfolk, som efterhånden, kulturelt set, er ensartede med de Forenede Staters øvrige brogede menneskemængde. Endelig er indianernes jægerrelegion og kristendommen så uhyre forskellige i deres inderste væsen, at den første ikke kan vokse sig stærkere ved påvirkning fra den sidste. Det gælder her et enten-eller, indianernes jægerrelegion tilintegøres fuldstændigt.
Sortfods-indianerne
Blackfeet-indianerne, 'Sortfødderne', er en sådan uddøende indianerstamme. De bor nu hovedsagelig op ad Rocky Mountains' østlige rand i staten Montana lige syd for den canadiske grænse, hvor den nyoprettede Glacier National Park er beliggende, og som siden 1910 har været deres fristed. Blackfeed-indianerne har haft en hård skæbne. Sammen med to andre stammer har de før udgjort en stor gruppe af Algonquin-indianernes mægtige slægt. De har levet i stadig kamp med sletternes indianerstammer og haft et område, der har strakt sig fra 0. 540 n. b. i Canada til 0. 450 n. b. i Montana og mod øst til Missouri. Med hestekaravaner havde de stadige handelsforbindelser med Mexico, og i deres hjemlige område fandtes dengang masser af fangstdyr som bæver, elg, bjergfår, bjørn, antilope og især bison. Men efterhånden trængte de hvide dem tilbage til deres nuværende område. Børnekopperne rasede forfærdeligt iblandt dem i 1869, og i 1883 begyndte bisonoksernes store hjorder at uddø. Så var sortfods-indianernes skæbne beseglet. Jorden solgtes til Staterne, og den tidlige så mægtige stamme tæller nu blot ca. 3500 individer. (Køge havde 4600 indbyggere i 1916). Deres nuværende boplads er ublid, stærke storme raser om sommeren, og voldsomme snevejr gør vinteren dobbelt lang og streng. Den nye generation dyrker lidt agerbrug, men løsriver sig forøvrigt efterhånden helt fra den gamle stammekultur, tager bopæl andre steder og glider umærkeligt over i Staternes brogede folkevrimmel. De har opgivet de gamles skikke og relegion. Gennem de gamle i stammen har vi fået uanede indblik i en helt anden kultur end vor, fornem og alvorlig med en verdensopfattelse af usædvanlig kraft træder den døende kultur os i møde, og har vi først forstået den, fatter vi også, at den måtte gå under, da de hvide trængte indianerne tilbage fra de store jagtdistrikter og langsomt udrydde deres fangstdyr.
Tipien
Blackfeet-indianernes bolig er den såkaldte tipi, der er et slags stort telt. Grundfladens størrelse er 5-8 m. i diameter. Fra 14-16 pæle, hvis længde er 4-9 m. efter tipi'ens størrelse, stilles fast i jorden i en rundkreds, skrånende udefter. Pælene beklædes derefter med bisonskind (senere med lærred), 20-30 af disse medgår til beklædningen heraf. Blot i få tilfælde lægges der skind eller lærred på selve græsbunden, der danner tipi'ens grundflade. Øverst oppe findes et utildækket lufthul, hvorigennem ventilationen sikres. Selv på de koldeste vinterdage skal en sådan tipi med ildsted, tændt på grundfladens midte, afgive et fortræffeligt, varmt ly. På steder, hvor mange Blackfeet-indianere bor sammen, ser man deres mange tipi'er danne en rundkreds. Mange tipi'er er smykket og malet på særlig måde udvendig. Foruden symbolske tegn findes malede tegninger, der angiver, til hvilket dyr dets beboer særlig føler sig knyttet til, f.eks. bisonen. Til daglig er indianerne iført enkle dragter, som hyppigt skjules af de store, ofte brogede uldtæpper, som såvel mænd som kvinder kaster over sig. Blot ved særlige relegiøse ceremonier og ved krigsoptogene og krigsdansene er indianerne iført deres prægtige, spraglede ørnefjersprydelser, men til daglig er hovedet som regel utildækket eller prydet med en enkelt ørnefjer, hvis da ikke en blød europæisk filthat har fået indpas. Mændenes hverv var tidligere at skaffe familien føde, at værge den mod angreb, samt at lede og udføre de hellige religiøse handlinger. Men praktisk talt er blot dette sidste hverv nu af betydning, og de yngre har, som før nævnt, brudt med den gamle sociale deling og tager del i de tidligere egentlige kvindelige beskæftigelser. Disse var såre mangeartede: at drage omsorg for børnene, at tilberede og koge føden, at tilberede skindene, at lave klæder samt at rejse og vedligeholde tipi'en. Lejet hjælp findes intetsteds, derimod har overtallet af kvinder medført, at flere kvinder, som en slags medhustruer, undergivet husbondens første hustru, deltager i det daglige arbejde.
Forlovelse og ægteskab
Ægteskabet indgås som oftest, når en pige er 14 år gammel, sommetider så tidligt som i det 9. år. Hendes forældre udsøger hendes fremtidige mand, og i de tilfælde er således få, i hvilke en ung mand har forelsket sig i en bestemt ung pige, hvorefter hans forældre henvender sig til hendes angående ægteskabet. Når en piges forældre har valgt deres svigersøn, opfordrer de deres datter til at bringe mad til dennes tipi, og hvis han indvilliger i ægteskabet, vedbliver hun hermed i en måned. Denne handling er en slags trolovelse, og den unge piges forældre giver ved en fest i svigersønnens tipi dennes heri forsamlede slægtninge og ham selv gaver: Mokkasiner, den indianske fodbeklædning, bestående af flettede bukkeskindsko, prydet med pindsvinepigge, samt fødemidler af forskellig art. Til gengæld overrækker svigersønnen sin tilkomne hustru en række gaver til hende selv og hendes slægtninge. Den unge piges moder bygger og indretter det unge pars nye tipi, forarbejder endog festklæder, bukkeskindsdragter, til begge. Ved ægteskabets indgåelse modtager svigersønnen 30-40 heste som gave. Selv giver han svigerfaderen et lignende antal, foruden sin bedste bisonjagthest med sadeltøj samt en hovedprydelse af ørnefjer. Den unge pige tilhører efter ægteskabet sin mands familie og bor iblandt denne.
Oprindelig bestod Blackfeet-indianernes føde hovedsageligt af bisonkød, som spistes enten tørt eller kogt som en slags frikassé. Men nu er de henvist til forskellige slags bærfrugter, hvoraf nævnes kirsebær og sarvisbær, samt til grønsager som løg, vilde roer, kartofler og rabarber. Endvidere kan nævnes vildænder og vildgæs, kaniner og bæverhaler, samt lidt fisk, fanget i af hestehår i floderne og søerne. Hesten og hunden er deres eneste husdyr.
Jagt fra en svunden tid
Selve jagten, der som før sagt var mændenes særlige hverv, er nu blot af liden betydning. Den rejsende, som i sommermånederne kommer til indianernes fristeder for at se de fremmedartede folk i deres smukke, fjerprydede dragter, bliver skuffet: kun kvinderne er tilbage, mens mændene er på fiskeri. Dette er alt, hvad der er tilbage af Blackfeet-indianernes store jagter i tidligere tider. De jager vel af og til den grå bjørn eller skyder lidt elsdyr og antiloper, men alt er enkeltmandsværk og har tilfældighedens præg. Men tidligere var jagten jævnsides med den relegiøse fest hovedbegivenheden i indianernes liv, og den var allemands sag. De store hjorder af bison ude på sletterne var især genstand for fangsten.
"Når sommeren kommer, vil han komme ned fra bjergene", således lyder begyndelsen af en af de hellige bison sange. Mændene i stammen gør sig rede til opbrudet: våbnene renses og efterses, hestenes ridetøj gøres i orden. Mændene ifører sig deres festdragter. De jager bison til hest, og hver af dem fører med sig en eller flere pakheste, der skal bære dele af det nedlagte bytte hjem til stammens boplads. En relegiøs cermoni indleder jagten: de våbenklædte mænd udfører en mimisk efterligning af den måde, på hvilken man jager bison. Selve jagten opfattes som en fortsættelse af denne handling og udføres med relegiøs alvor. Forudsætningen for at jagten overhovedet kan give noget resultat er, at menneskene og dyrerne er venner. Hvis dyrene ikke er villige til at lade sig jage, er alle menneskenes anstrengelser forgæves. I den relegiøse fest, som vi senere skal høre om, har indianerne derfor sluttet venskab med dyrene. Bisonjagten kan tage flere uger. De nedlagte dyr behandles med dyb ærbødighed, parteres på stedet og føres på pakhestene videre med jægerne, indtil jagten sluttes: indtil man har tilstrækkelig store forråd for den kommende tid. Jægerne hilses med stor glæde ved deres hjemkomst med et stort jagtudbytte. Kvinderne får nu rigeligt arbejde med at rense og opbevare kødet og tilberede skindene.
Død og begravelse hos indianerne
Blackfeet-indianerne klæder deres døde i festdragt og medgiver dem til ders lange rejse alle ting, som de kunne få brug for. Det er en almindelig tro, at de dødes sjæle drager langt ud mod øst til et sted, der kaldes 'Sand Højene'. Disse tænkes omgivet af kviksand, således at intet levende menneske formår at trænge ind her. De afdødes sjæle lever herude sammen med deres fangstdyr et liv, som omtrent tænkes identisk med det, de forlod ved dødens komme. I primitive kulturer betegner den fysiske død intet afgørende skel. Mennesket lever videre, blot under lidt andre forhold. Den afdødes sjæl tøver et længere tidsrum (henved 2 måneder) hos familie og venner, førend den begiver sig alene afsted imod øst. I mellemtiden vandrer den om mellem sine gamle tilholdssteder og ses ofte af de efterlevende. Disse sørger i flere måneder over den afdøde og drager ofte ved solopgang op på toppen af en nærliggende højde, hvor de jamrer og græder, samt sårer sig med pilespidser og knive. Som tegn på sorg afskærer mændene nogle tommer af deres hår, mens kvinderne afskærer alt hår, som findes under jævnhøjde med øjnene. De sørgende ifører sig gamle klæder uden nogen prydelser og afholder sig fra alle sammenkomster og relegiøse cermonier. De afsjælede legemer bliver enten anbragt på særligt byggede stilladser oppe i store træer eller oppe på toppen af et højdedrag, omgivet af alle slags ting, som var deres eje i levende live, og som de tænkes at føre med sig til 'Sandhøjene'
Religiøse ceremonier
De levendes liv er præget af jagten og den religiøse fest. Daglivet er i grunden blot en forberedelse til dem. Nu, da de store bisonhjorder er døet ud, kender vi alene den sidstnævnte grundigt. Sortfods-indianernes religion består i den religiøse fest. Hos primitive folk er al religion praksis. Spekulationer over verdens oprindelse og undergang, om gudernes natur og indbyrdes forhold, om deres krav til menneskene osv. finder vi intet af hos Sortfods-indianerne. De har ingen bestemt "tro", ville slet ikke forstå, hvad det vil sige "at tro", men det, som hos dem svarer hertil, er at handle, at udføre dette eller hint i den religiøse fest.
Indianernes religion har stor interesse, idet den giver os et fingerpeg om, hvorledes religionerne overhovedet er opstået. I de sidste 50 års sammenlignende religionsforskning har der været en livlig efterspørgsel efter en løsning på problemet om gudernes opståen, og altid er det de primitive folkeslag, der skal yde hovedskærven til den europæiske indsigts voksen i stedet for, at man burde indse, at guder hører uløseligt sammen med bykultur, i denne har har alt, som opfattes og tænkes, præg af menneske. Sine egne følelser og tanker lægger menneskene over i deres gudsbegreber. I bykulturen møder vi guder, der tænkes med menneskeligt udseende, og som tænkes at handle, føle og ville på menneskelig vis. Derfor kan de tilfredsstilles ved hjælp af gaver ligesom en høvding og finde behag i at høre hymner. Som den etiske udvikling i samfundet får større magt over sindene, præges guderne af disse etiske tendenser, og historien viser os en stadig større udvikling i retning af gudsbegrebets åndeliggørelse.
Tilbedelse af naturen
Men hos den primitive jæger findes en sådan menneskepræget guddomsopfattelse ikke. Guder i vor forstand finder vi ikke hos Sortfods-indianerne. Men hele naturen er fuld af særprægede "kræfter", som menneskene nødes til at træde i nærmere forhold til for overhovedet at kunne eksistere: sol, måne, sne og storm, bison, bæver, og de andre dyr og klipperne, alt har sin særlige "kraft" (med et polynesisk ord sin mana), som aldrig har præg af menneskelignende egenskaber, men som netop er et udtryk for, hvad der er karakteristisk for netop dette dyr i forhold til de andre. Hårfin naturiagttagelse er grundlaget for naturmandens karakteristik af disse forskellige "kræfter". Netop fordi hans hele eksistens beror på gunstige fangstmuligheder, må han trænge ind i det enkelte dyrs vaner, levevis og karakter. I bykulturens lune kroge har derimod
dyrefablerne
, i hvilke dyrene tænker og handler på menneskelig vis, deres udgangspunkt.
Det er disse forskelligartede "kræfter", som Blackfeet-indianerne træder i forbindelse med i den religiøse fest, og denne er først og sidst et udtryk for venskab mellem menneskene og "kræfterne" udenfor menneskelivet. Heri er ingen underkastelse, ingen frygt eller angst, ingen ydmyg beden om dette eller hint. De, der engang fortalte os, at religion var opstået som følge af menneskets frygt for naturens vælde og tilsyneladende usikkerhed, har tænkt bykulturelt, men har haft liden kendskab til naturmandens religiøse fester. Hele forudsætningen for et lykkeligt og rigt jagtudbytte er netop venskabsforholdet mellem mennesket og dyret. Jægeren omgås aldrig det nedlagte dyr ligegyldigt: han bøjer sig for det i dyb ærefrygt, og når det er fortæret, lader han en del af det blive tilovers, f.eks. skroget af en fisk og visse indvolde af en bison, som han anbringer på fangststedet. Dette venskabsforhold med dyrene skaber naturmanden i den religiøse fest. Venskabspagtens oprettelse og vedligeholdelse er dennes egentlige endemål.
Den såkaldte Bæver-Kultus
i det følgende skal vi betragte en af Sortfods-indianernes vigtigste religiøse fester, den såkaldte Bæver-Kultus. Denne bærer dette navn, fordi bæveren spiller en fremtrædende rolle heri, da den er det dyr, som høvdingen Mad Wolf, er nøje forbundet med. Festdeltagerne samles i Mad Wolfs tipi. Til venstre for høvdingen sidder en halv snes mandlige festdeltagere, mens et lignende antal kvinder sidder til højre for ham. Bæver-kulten indledes med, at en af mændene rejser sig, og med en tvedelt stok tager han et stykke brændende kul fra ildstedet midt i tipi'en og anbringer det foran Mad Wolf. Tørt, sødt græs tager han derefter fra en bukkeskindspung, holder det højt op i luften som et tegn på, at ceremonien nu skal begynde, og lægger det så på det brændende kul. En behagelig duft fylder tipi'en, samtidig med at røgen stiger tilvejrs. Mad Wolf begynder så kulten med afsyngelsen af de syv første kultsange, der synges af alle de tilstedeværende. Hver af dem gentages fire gange. Mad Wolf synger for, svajende sit legeme frem og tilbage, angivende takten med sin hævede pegefinger. Den første sang omhandler napi - Sol-mana, de følgende himlen, Jorden, bæveren og bisonen.
"Når sommeren kommer, vil han komme ned fra bjergene." Mad Wolf opfordrer sin hustru til at bringe uforarbejdede bisonhuder, og alle kultdeltagerne slår under den følgende ceremoni takt til sangen på disse huder med trommestikker.
"Bisonen elsker at leve i bjergene i efterårstiden: Han kommer ned fra bjergene til de store sletter, bjergene er hans mana."
Under afsyngelsen heraf gør festdeltagerne bison-tegnet, idet de holder deres hænder opefter og krummer de to pegefingre imod hinanden, mens de øvrige fingre er lukkede, efterlignende bisonens horn.
Efter forskellige mellemliggende ceremonier følger så en af festens centrale handlinger: åbningen af det hellige bundt. To kvinder knæler ned ved siden af bundtet, og idet de repræsenterer bisontyren, nærmer de sig dette langsomt. Tre gange standser bisontyren, før den når bundtet, fjerde gang støder den sine horn imod det. Mad Wolf synger forskellige sange, mens kvinderne løsner snoren og borttager det yderste dække om bundtet, et stort bæverskind. Mad Wolf synger igen en sang, mens kvinderne langsomt bortruller dette, så at bundtes indhold kommer til syne: alle mulige fjerdragter og dyreskind af fuglene og dyrene fra sletten og bjergene.
Hellige danse
Efter åbningen af det hellige bundt følger en række kultdanse, mimiske efterligninger af det dyrs levemåde og færden, hvis dans danses. Til hver kultdans hører en ledsagende kultsang. Vi kan få en forestilling om hele festens udførlighed, når vi hører, at den tager sin begyndelse tidlig om morgenen, endnu mens fuldmånen er oppe, og først ender, efter at solen er gået ned. - Til sidst rejser to kvinder sig, de bærer en hovedpynt med horn og knæler ned med sænkede hoveder, efterlignende den måde, hvorpå bisonkøerne opgraver sig liggesteder om efteråret. De skraber i jorden med deres ben og brøler: det er bisonen, der kaster smuds op på sin ryg og derpå ryster sig, så støvet står højt op i luften. Efter afslutningen af den sidste dans, tamhundens, som udføres af kvinder alene, begynder festdeltagerne - solen er gået ned - at gøre forberedelser til at vende hjem igen til deres telte. De aftager omhyggeligt deres rituelle dragter, og deres dansemokkasiner ombytter de med deres daglige fodbeklædning. Festen er dermed endt, men førend de skilles, deltager de alle i et fælles måltid.
Hvad Mad Wolfs Bæver-Kultus lærer os, er kort sagt dette: i den hellige fest forener menneskene sig med solen, himmelen og Jorden, og derefter med alle dyr, der findes på bjergene og sletterne. De tager en del af hvert af disse, har hermed hele dyret og samtidig hele dyreartens mana. Et menneskes mana findes også i dets ejendele, dets kvæg, klenodier, våben og klæder. Derfor har man magten over den, af hvem man ejer en del af. Forarbejder man således et billede af en eller anden, og har kraft dertil, kan man, gennem fjendtlige handlinger mod billedet, skade den afbillede ubodeligt.
Malerier i klippehuler
Men hvorfor gør menneskene sig til et med alle dyrene på sletten og i bjergene? Fordi de herigennem er dyrene og derfor kan råde for disses formering, deres antal og villighed til at lade sig jage. For det er disse ting, det drejer sig om for jægeren: at der er nok af hans vildt, og at han kan få ram på det. Men også et andet synspunkt gør sig gældende, han må opretholde den omgivende verden. Verden går ikke af sig selv. Det er en europæisk opfindelse, at verdensuret engang for alle er trukket op, og at alt nok går, som det skal i naturen omkring os. Det primitive menneske derimod må selv opretholde naturordenen, han har ingen guder, der passer bestillingen for ham, han har ingen sikkerhed for, at solen står op igen den dag i morgen. Den religiøse fest bliver således tillige en verdenskabelse i primitiv forstand. I denne stammes levemuligheder: Dyrenes eksistens og formering, at regn og væde vil være forhånden i passende mængder, at uår og sot, krig og andet djævelskab vil holde sig borte, at sol og måne vil holde sig i deres bane osv. Menneskene er guderne, for at tale europæisk, det er menneskene, som skaber alt, og som gennem festens handlinger sikrer udfaldet. Hvad der sker efter den i dagliglivet er blot en følge af det, som udførtes i denne. Mennesket, især høvdingen, har vel en stærk mana, men til at leve livet slår den ikke til. Nej, mennesket må hente kraften udefra, ikke fra guddomme eller slige bykulturelle begreber, men fra alle de reelle mana´er, som dets øje hver dag viser det som kraftfulde, eksisterende magter. Og ved i festen at fyldes med, gøres til et med disse "kræfter", bliver mennesket i stand til at genskabe disse til ny eksistens.
Dybt inde i klippehulerne i frankrig og Spanien, meget længere ned end dagslyset nogensinde kan nå, finder vi talløse billeder af de jagtdyr, som menneskene jagede i disse lande for 15-20.000 år siden. Hvorfor afbildede disse mennesker deres jagtdyr på disse mærkelige steder? - Man kan vanskeligt tænke sig andet end at disse billeder har hørt til religiøse fester, som mere eller mindre har lignet indianernes religiøse fester, som beskrevet i det foregående. Datidens mennesker har ved sådanne søgt at sikre sig et godt jagtudbytte og et lykkeligt liv
Derved får Blackfeet-indianernes religiøse fester forøget interesse for os, idet de kaster lys over vore forfædres religiøse liv og forestillinger, og over de ældste spor af religion, som vi overhovedet kender.
Kilde: bagklogskab.dk
Ukendt fortæller
|
|
 |
|
|
|
|
|
Anny og Ib, De stolte forældre Stefan og Malene med deres første barn,( Frederikke ).
|
|
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|